Elsebeth Gerner Nielsen - Vi skal sikre kunstens vilkår

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var en anelse spændt ved tanken om at skulle møde Elsebeth Gerner Nielsen. Måske er det hverdag for andre, men for undertegnede hører det til en af de mere eksklusive oplevelser at skulle interviewe én af de folkevalgte – og så i løvens hule selv. Slotsholmens massive bygninger og monstrøsitet affødte dog også akut lillemands-følelse hos Deres udsendte.

Jeg blev udstyret med et lille klistermærke der skulle identificere hvem jeg var, hvor jeg kom fra, og hvor jeg skulle hen, og den venlige kvinde i vagten bad mig derefter om at tage plads i ”venteværelset”. Elsebeth Gerner Nielsen’s mandlige sekretær Thomas Loell, kom og hentede mig et par minutter senere, og nervøsiteten må have lyst ud af mig da jeg blev trukket igennem de hellige haller, så selv Enhedslistens Kjeld Albrechtsen undede mig et venligt smil da vi passerede forbi ham. Elsebeth Gerner Nielsen sad endnu til et andet møde, og jeg blev derfor bedt om at tage plads i en stor tung sofa. Der var dækket op med kaffe og vand, men ingen blødt brød – det var trods alt stadig formiddag.

Elsebeth Gerner Nielsen’s kontor var nydeligt, statsligt og fyldt med bøger og rapporter, men computerens screensaver; en animeret og farverig ko vidnede dog om at det trods alt var et helt almindeligt menneske der boede her. Et godt menneske der sådan kan lide køer, tænkte jeg, og smilede for mig selv.
Og ind trådte Elsebeth G. Nielsen selv. Det var tydeligt at her var en dame der var vant til at gøre tingene effektivt. Jeg fik en hånd til goddag, og et ”hvad var det nu vi skulle snakke om?”. Alt imens jeg fumlede med at sætte mikrofonen til min MiniDisc, fortalte jeg kort at jeg gerne ville tale om ophavsret og internet. I selvsamme splitsekund jeg skulle tage stilling til hvilket af de 3 huller mikrofonen nu skulle sættes i, gav Elsebeth et stort suk og sagde ”Åhh, ikke ophavsret! Det er så kedeligt! Hvorfor har jeg sagt ja til det? Det kan altså godt være at jeg siger at jeg ikke gider, men begynd du bare.”
Dette forstyrrede i middelsvær grad Deres udsendtes dømmekraft og simultan-kapacitet, og for at gøre en lang og formentligt underholdende historie kort – så lykkedes det mig ikke at ramme det rigtige hul. Jeg fik ikke optaget interviewet...

Helt og aldeles hylet ud af den, begyndte jeg febrilsk at forklare op og ned om den vinkel jeg gerne ville have på diskussionen. Jeg understregede at jeg på ingen måde havde til sigte at ville diskutere paragraf-afsnit og litraer, men at jeg derimod gerne ville elevere diskussionen op over juraens labyrinterier, og tale om kultur, kreativitet, udvikling og især den kultur der ligger tilgængelig for os alle. Jeg fortalte om jurister som den amerikanske Lawrence Lessig, der udtrykker bekymring ved vore dages fortolkning og praktiseren af ophavsretsbegrebet. Store stolte medie-koncerner som Walt Disney, bygger oprindeligt på materiale hentet fra det offentlige rum – eksempelvis historierne om Pocahontas, Snehvide, Mickey Mouse (Steam Boat Willie) og andre, og Lessig pointerer at de værker der bliver produceret idag, på en eller anden måde fængsles i ophavsret. Walt Disney tog disse historier fra det offentlige rum og versionerede dem i et format der skulle gå hen og blive populært, og det er vi alle jo taknemmelige for, men den praksis; at viderefortælle, versionere og fortolke er i reel fare for at at blive en saga blot på grund af vore dages stramme fortolkning af ophavsrets. Der bliver ganske simpelt mindre og mindre materiale at tage af i det offentlige rum.
Elsebeth nåede heldigvis at afbryde mig inden jeg nåede til at formulere det spørgsmål hun godt kunne høre det her ville føre til. ”Der skal være en grund til for kunstnere at lave kunst”, sagde hun og fortsatte alt imens jeg åndede lettet op over at have vundet hendes interesse for emnet. Elsebeths pointe var ganske ligetil og forståelig. Hvis ikke samfundet og ophavsretten sikrer at kunstnere kan leve og profitere af at lave kunst, dør det ud. Kunst er selvfølgelig til dels produkt af en indre drift, en trang til at skabe. Men dét alene giver ikke brød på bordet. Kunstnere skal, på lige fod med alle andre, kunne brødføde deres familier.
Hvis ophavsret skal praktiseres og fortolkes på andre måder skal initiativet til dette komme fra kunstnerne selv. Elsebeth gav udtryk for sagtens at kunne forstå bekymringen omkring vores fælles-kulturelle arv, og at denne opstår, udvikles og videreudvikles på grundlaget af en fælles-kulturel fortid – men påpegede at det er der dillemaet er: Hvis kunstnerne ikke kan profitere af at lave kunst, holder de ganske simpelt op. Det er muligt at der stadig ville blive skrevet lejligheds-sange og reklame-jingler, men det er også ca. det.
Det stod ret klart at dette var Elsebeths primære fokus – at sikre danske kunstnere gode vilkår, og hun benyttede lejligheden til at besørge at der bliver lavet så lidt dansk-sproget musik. Hvis vi gerne vil have musikerne til at bruge det danske sprog, bliver vi nødt til at give dem vilkår der kan sikre at de kan tjene penge hvad enten de synger på dansk eller engelsk.
Interviewet varede ca. 45 minutter, og jeg prøvede undervejs at forklare om fildelingens lyksaligheder og muligheder, og henviste til de undersøgelser jeg kendte til, der redegjorde for fordelene ved fildeling, men intet af dette syntes at fravriste, en iøvrigt rar, venlig og godt begavet Elsebeth Gerner Nielsen, det basale standpunkt, at udgansgpunktet er kunsten, og dennes vilkår. Hvis der skal ske ændringer, skal ønsket om dette fremsættes af kunstnerne selv.
Og med dette refræn hængende i luften, sagde jeg tak for tiden og snakken, og Elsebeth Gerner Nielsen gav mig hånd og et stort smil derpå.
Posthumt er jeg naturligvis bitterligt ærgelig over at jeg ikke fik foreviget seancen på MiniDisc. Elsebeth Gerner Nielsen viste sig at være enormt rar og uhøjtidelig, og jeg går ud fra fordums tiders langvarige disputser med jurister om paragraf-detaljer, har givet hende en naturlig skepsis overfor diskussioner hvor emnet er ”ophavsret”. Men hun tilkendegav til sidst i interviewet at synes det var spændende at snakke om de mere overordnede områder af emnet.
Når man forlader sig på at teknikken tager sig af at huske for én, er der naturligvis en del der ikke sætter sig ”fast”. Næste gang sætter jeg den mikrofon til, INDEN jeg møder mit interview-offer!