Arkitektur og design er velkendte begreber, med stadig voksende betydninger. Det er min grundlæggende holdning, at mit fags metoder og processer må kunne udfoldes og applikeres i andre sammenhænge end bygningskunst og industrielt design, og min tro på dette driver mig ud i at ville afprøve mit fag i en større politisk kontekst - kontroversen om fildelig på Internettet.
Sideløbende med mine studier på Arkitektskolen, har jeg fundet mit "helle" i selv at spille musik. Jeg er et skabende og reflekterende individ, og igennem dèt at spille musik, har jeg kunnet få afløb for den fysiske del af denne side af mig. Musikken er mit Shangri-La.
Med dette projekt, ønsker jeg at kombinere disse stærke sider af min væsen - min kærlighed til musik, og mit fag; KommunikationsDesign.
Formålet med dette, er at vise verden hvem jeg er; at formidle mine professionelle og personlige sider, i ét kombineret "smæk".
Jeg lever i bedste bevidsthed om at mit valg af opgave, kan opfattes som "dristigt" i en klassisk forståelse af hvad en studerende af de skønne kunster almindeligvis ville beskæftige sig med, men jeg betragter det som en essentiel del af min faglige modning, at reflektere over , og afprøve, mit fags anvendelighed i en bredere samfundsmæssig sammenhæng.
Og der er ikke et område hvor spørgsmål og udfordringer trænger sig mere på end - Internettet. Internettet hyldes som den frie tales medie; den innovative ånds scene; men Internettet har parallelt med denne frihed, frembragt en række centrale spørgsmål om hvorledes intellektuelt materiale kan beskyttes mod duplikation, fordrejning, karikatur - udnyttelse.
Det er et uimodstrideligt faktum, at alt materiale der offentliggøres på Internettet; alt hvad der kan vises på min skærm, eller høres igennem mit lydkort - det kan kopieres, udnyttes, manipuleres og videreformidles. Ser jeg et billede, eller hører jeg en sang jeg godt kan lide, er det trivielt nemt at gemme dette materiale til senere brug.
Jurister skriver lange tunge udredninger om netop dette aspekt; beskriver internettets grundlæggende arkitektur; diskuterer denne mod ophavsrets-begrebet, og de fleste af dem når ind til det samme essentielle spørgsmål: Kan vi overhovedet kontrollere ophavsret uden at skade Internettets grundlæggende arkitektur væsentligt?
Det er med afsæt i dette grundlæggende spørgsmål at min opgave tager sit udspring. Jeg vil i dette program redegøre for mit design-rum; kontroversen imellem 2 stridende parter - ophavsretshavere på den ene side, og kriminaliserede internetbrugere på den anden, og løbende skildre mit løsnings-rum.
Søren Madsen - århus d. 24/9-2002
Ophavsret i en friktionsløs
verden Den demokratiserede musik
Program for afgangsprojekt efteråret 2002
Søren Madsen . stud. Nr. 5417
Afdelingen for KommunikationsDesign . Arkitektskolen I århus
Vejleder:
Uffe Lentz, Arkitekt MAA, Professor
Særlig sagkyndig:
Kaare M. Eriksen, Arkitekt, Industriel designer MDD
Arkitektskolens censor:
H. P. Svendler Nielsen, Arkitekt MAA, Professor, Pro-Rektor
Akademirådets censor:
Merete Ahnfeldt-Mollerup, Arkitekt MAA
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg personligt har benyttet mig af fildelingens velsignelser. Jeg ved udemærket godt at det er ulovligt, og måske endda umoralsk, at downloade musik fra internettet uden at betale for den. Jeg ved godt at jeg burde støtte de kunstnere jeg beundrer. Men det er altså svært at lade være.
Når jeg hører et stykke musik i radioen jeg godt kan lide, med en kunstner jeg vil undersøge nærmere, eller venner nævner en kunstner de synes jeg burde høre, så har jeg ganske simpelt hverken tid eller råd til at rende ned i pladebutikken, og stille mig i kø ved lyttebøfferne.
Jeg ved også godt at det ikke kan være kunstneres, distributørers, producenter, agenters, juristers og pladebranchens problem hvad jeg har tid eller råd til. Jeg stjæler stadig deres vare i deres øjne.
Måske....
Sommetider stjæler jeg den. Andre gange prøver jeg den af, som jeg prøver et par bukser af i prøverummet i herre-ekviperingen. Jeg kan ikke altid beslutte mig for om jeg bryder mig om en vare eller ej, og derfor benytter jeg mig af min forbrugersikrede 8 dages returret. Nogen gange finder jeg ud af at jeg ikke kan leve uden denne vare, og beslutter mig for at beholde den.
Men musik har ikke noget prøverum. Jeg kan altså ikke altid beslutte mig for om jeg bryder mig om noget musik eller ej. De plader jeg holder allermest af, er plader jeg oftest ikke brød mig om første gang jeg hørte dem; plader jeg skulle lære at lytte til. Nuvel - jeg kan jo altid gå ned i pladeforretningen og bede om at høre en bestemt plade, men det løser sjældent mit problem. Jeg ved måske, at der er ihvertfald et nummer jeg godt kan lide på pladen, men hvad med de andre? En plade varer som regel ca. 45 minutter, og det er altså sjældent jeg orker at stå ved en disk i så lang tid. Desuden kan jeg heller ikke afgøre om pladen lyder godt på mit eget udstyr; i mine egne omgivelser.
Men beslutter jeg mig alligevel for at købe varen, baseret på en kort gennemlytning , venners råd eller et hit jeg hørte på radioen, så fanger bordet. I det split-sekund jeg bryder emballagen omkring CD´ en, så kan jeg ikke længere levere denne vare tilbage.
En stor del af min pladesamling, består af plader jeg ville ønske jeg kunne have leveret tilbage. Jeg bruger dem ikke - jeg lytter ikke til dem - jeg spiller dem ikke for andre. De står der bare og minder mig om at jeg kunne have brugt mine 139 kr. på noget andet.
Nogle af dem fik jeg i gave. Det var musik jeg ikke kendte i forvejen, og jeg ville jo nødigt såre nogen, og brød derfor emballagen for at høre hvad venner eller familie mente jeg burde kunne lide. Jeg er i denne forbindelse ikke sjældent blevet overrasket over hvad jeg bliver tillagt at burde kunne lide...
Størstedelen af mine ubenyttede plader har jeg dog kun mig selv, og mine impulsive vaner, at bebrejde for.
Derfor er det så svært for mig at lade være. Udrustet med computer og fast internetforbindelse, er det voldsomt svært ikke at lade sig tiltrække af fildelingstjenesternes enorme bazar af musik og information om denne. Jeg får mulighed for at afprøve den musik jeg gerne vil undersøge - i egne omgivelser. Jeg kan lytte til den alle de gange jeg vil. Ofte opdager jeg noget musik jeg ikke kendte i forvejen. Folk kan sende mig musik de synes jeg skal høre. Jeg har fået et prøverum. Og ofte beslutter jeg mig for at købe bukserne efter at have prøvet dem.
Men det er ulovligt med disse fildelingstjenester. Branche-organisationer kæmper med næb og kløer imod, og min opgave tager udgangspunkt i at jeg ikke helt kan forstå hvorfor?
Jeg vil gennemgå et par analyser i dette program, der peger på at fildelingstjenester rent faktisk "booster" salget af CD´ ere, og at forklaringen på hvorfor salget af CD´ ere falder, er en anden end blot fildelingstjenesternes "skyld". Der er tonsvis af argumenter og forklaringer for, imod, op og ned, men det er min faste overbevisning, at en så populær dille på Internettet, må kunne anvendes frugtbart i et samarbejde mellem kunstnere, forbrugere og pladebranche.
Man kunne besvare spørgsmålet om hvad mit projekt går ud på, ved at besvare spørgsmålet "Hvem ville ansætte mig?".
Mine værktøjer som designer, og som jeg agter at anvende i dette projekt, er via proces, iteration og analyse, at kunne skitsere løsninger på givne problemstillinger.
Ville pladebranchen være interesseret i at udforske hvorledes de kan gøre deres "fjende" til ven, ville de kunne bruge mig til at udforske løsningsrummet, analysere på brugere og behov, og slutteligt skitsere på mulige løsninger.
Omvendt kunne man også forestille sig at en forbruger-organisation, eller endog et ministerielt apparat, ansatte mig til at udforske og skitsere på mulige løsninger på denne gordiske knude.
I afsnittet "Projektet" på side 41 gennemgår jeg hvilke faktiske metoder jeg har tænkt mig at anvende, min tidsplan, og hvilke slut-produkter jeg forventer at kunne fremvise ved afgangsbedømmelsen.
Jeg ønsker at blive bedømt på min arbejdsmetode, min konceptuelle tænkning, min behandling af kompekse problemstillinger og ikke mindst, mine kommunikative evner. Det ville være arrogant af mig at forvente at kunne udarbejde én eviggyldig løsning, og derfor er det vigtigt for mig at påorientere at mit projekt skal ses som et udsnit af en større faggruppes fælles indsats. Denne faggruppe kunne indeholde jurister, profesionelle musikere, ophavsrets-repræsentanter og organisationsfolk.
Jeg har været igang med denne opgave i et stykke tid, og startede i forsommeren med at gennemføre en Internet-undersøgelse for at kortlægge aspekter af dette problem. Denne gennemgåes på side 30.
Spørgeskemaet: http://www.picment.com/digimusic/
Resultater: http://www.picment.com/digimusic/puha.asp
Endvidere har jeg opbygget hjemmesiden DIGIMUS på internet-adressen http://afgang.picment.com/.
Denne fungerer som praktisk ramme omkring mit projekt, og jeg kan kun opfordre til at besøge den ofte igennem dette projekts forløb. På siden vil man blandt andet kunne læse dette program, min journal igennem forløbet, en monitorering af nyheds-strømmen omkring dette emne, transkriptioner af interviews jeg har haft etc.
Både slut-resultat, og del-resultater i mit projekt, vil blive stillet til offentligt skue. Jeg ønsker at inddrage og involvere så mange mennesker som muligt i processen, og jeg vil derfor bruge siden til løbende at holde interesserede informeret, og give mulighed for at give feedback, råd, ris og ros.
Legenden om Pocahontas har altid hørt til i det offentlige domæne. Historien er en delvist sandfærdig beretning om en lille heltmodig indianerpiges modige gerninger, og historien hører til i den amerikanske folklore.
Og derfor kunne Walt Disney Corp. tage historien og lave en tegnefilm ud af den. Walt Disney fik ikke ophavsret til navnet, eller historien som sådan - men derimod på deres versionering af den. Walt Disney fik dermed retten til at sælge Pocahontas-legetøj, dukker, bøger, tegnehæfter og andet merchandise der kunne vise sig profitabelt. Historien om Klokkeren fra Notre Dame led samme skæbne. [Lessig, s. 106]
Værker der ligger i det offentlige domæne, er frit tilgængelige for alle, men kan man dokumentere en versionering af disse værker, kan man altså påberåbe sig delvis ophavsret.
Det er både godt og skidt. Man må tro på at det er sundt for vores kulturer at historier vedbliver at blive fortalt og formidlet igennem generationer. Men det kan ikke være sundt for disse historier og værker, at de er så lette ofre for udbytning.
Arkitektur udvikler sig, fordi vi adapterer vores forgængeres gode idéer. Vi ser en velkomponeret facadestruktur på Coloseum, en smuk dimensionering på Akropolis, en interessant byplan i Le Corbusiers "grønne by". Tænk hvis idèen om det gyldne snit var ophavsretsbeskyttet? Tænk hvis vi skulle betale en afgift pr. Fibonachi sekvens vi havde gjort brug af?
I musik er både opførslen af værket (indspilningen), såvel som selve idéen om værket ting der kan ophavsretsbeskyttes.
Gutenberg tilskrives normalt at have opfundet bogtrykker-kunstnen. Før Gutenbergs opfindelse, var den eneste mulighed man havde for at mangfoldiggøre et givent skrevet værk, at låne originalen og nøjsommeligt begynde at overføre teksten i hånden. Det var almindelig praksis at duplikatorer tilførte disse værker indhold, eller undlod at medtage afsnit de ikke brød sig om. Duplikatoren udøvede dermed en censur, som det var umuligt for læsere at gennemskue. Som et resultat af dette, blev de tidligste kopier af et givent værk oftest anset for at være de mest værdifulde.
Apple appelerede i en nylig kampagne til denne middelalderlige tradition for omgang med værker. Kampagnen Rip. Mix. Burn skulle sælge den ny iBook, og det primære salgs-argument blev altså dette at man kunne lave sine egne musik-CD´ ere med denne maskine.
( http://www.apple.com.au/hardware/ads/ripmixburn.html)
I Middelalderen var hver opførelse (eller hver kopi) af et givent værk unikt. Var det tale om skuespil, var det op til den enkelte skuespiller eller instruktør at tolke på hvad der skulle blive den endelige opførsel. Manuskriptet til stykket havde allerede inden dette punkt, været udsat for en massiv fortolkning, da stykket enten var blevet mundtligt overleveret eller havde været igennem duplikatorens censur.
Apples kampagne lod til at bifalde denne proces. Rip var en direkte opfordring til at kopiere musik, Mix var en opfordring til at mixe, eller fortolke og censurere om man vil, og Burn var opfordring til selv at formidle sin fortolkning.
I virkeligheden var det formentligt slet ikke budskabet med kampagnen. Man ville vel bare fortælle meget kort og præcist at denne nye computer var god til at håndtere musik-filer. Men set med analytikerens briller på, begyndte denne kampagne faktisk at diskutere selve ophavsrets-begrebet.
Noget af det der sikrer vores overlevelse som art; Homo Sapiens, er den biologiske diversitet. Det er ganske simpelt - hvis vi alle sammen bestod af nøjagtigt de samme genetiske kombinationer, ville vi være særdeles sårbare overfor sygdomme. Epidemier ville brede sig med lynets hast, og vi ville uddø.
Kultur-og musikhistorisk vil man et langt stykke af vejen kunne argumentere for at musik overlever på samme vis. Musik og kunst ville lynhurtigt blive uinteressant, var det ikke for den mangfoldige diversitet der udspiller sig. Og den middelalderlige tradition for omgang med musik, sikrede netop at det samme værk kunne vedblive at være interessant.
Kunstnere gør det samme idag. Kunst og musik er i høj grad frugten af en reaktion eller stillingtagen til en samtid - og en fortid. Uden vores kollektive kulturelle ophav, ville musik og kunst enten ikke eksistere, eller tage sig mærkbart anderledes ud.
Ophavsrettens historie starter ved Gutenberg. "Copyright only first sprang to life in response to a new technology. In fact, it was in response to a technology that promised to make the communication of ideas as simple and as easy as the internet promises us today. That technology was the printing press with moveable type which Gutenberg gave to the world". (http://www.firstmonday.dk/issues/issue6_9/scott/ )
Ophavsret som fænomen optræder første gang i den engelske "Statute of Anne" fra (1709). Denne statut blev skrevet for at beskytte engelske bogtrykkere mod konkurrence fra skotske bogtrykkere. Engelsk bogtrykning var omgivet af en lang række censurerende og omstændige love, og som reaktion på dette, begyndte folk at få trykt deres bøger i Skotland. Engelske bogtrykkere brød sig naturligvis ikke om denne ulige konkurrence, og foranledigede derfor "Statute of Anne". Essensen af denne statut var, at værker blev beskyttet mod anden kopiering end reguleret trykning af engelsk bogtrykkerier 14 år efter deres udgivelse.
Ophavsretten blev altså som sådan ikke indført for at beskytte forfattere og kunstnere, men for at den engelske konge kunne føre nøje censur med hvad der blev udgivet.
Ideen om retten til ophav er klar, eller burde være det. Hvis jeg har forfattet, komponeret eller på anden måde tilvejebragt et værk, så er ophavsretten min. Andre må ikke tage mit værk, kopiere eller profitere på det, og hvis andre blot vil citere fra mit værk, skal de enten have min tilladelse, eller angive hvor de har citeret fra.
Men ophavsret til værker er blevet centrum for forhandling. Den typiske amerikanske pladekontrakt, indebærer eksempelvis at kunstneren overdrager ophavsretten til værket. (http://www.janisian.com/article-internet_debacle.html ) Derfor er det blevet uklart hvem det i virkeligheden er at vi begår en forbrydelse imod når vi kopierer andre kunstneres værker.
Hvis man tager et kort blik på den danske ophavsretslov, vil vi se at den ligeledes er resultat af kompromisser imellem ophavsrets-organisationer, industri og jura. Forbrugerrådet lavede i forbindelse med vedtagelsen af den nuværende ophavsretslov, en oversigt der skulle opklare hvad man må og ikke må som forbruger:
Du må gerne:
Du må ikke:
(http://www.fbr.dk/raad/forbruger/alle/cdbrand/ )
Man må altså eksempelvis gerne gå på sit lokale bibliotek, låne en CD, og tage en kopi af denne. Ophavsrets-organisationerne ønskede kompensation for dette på kunstnernes vegne , og derfor blev der påført blanke CD-ROM medier, en afgift på 5 kr. pr. stk.
Data kan lagres på andet end brændbare CD´ ere, og derfor blev der endvidere indført afgifter på de såkaldte Flash-kort. Et Flash-kort bruges ofte som flytbart lagringsmedie til eksempelvis digital-kameraer.
"Hvorfor skal Kjeld og Hilda Heick have penge, når Bent Petersen tager til Mallorca og tager billeder med sit digital-kamera? Og hvorfor er der så ikke afgifter på almindelig film til kameraer? De kan jo også bruges til at tage billeder af ophavsrets-beskyttet materiale - bøger og den slags."
(Martin Schou: http://afgang.picment.com/interviews/?id=5)
Den danske ophavsretslov er under revision, og i forbindelse med dette, og den nuværende lov, har jeg aftale om et interview med Elsebeth Gerner Nielsen der var kulturminister under udformningen af den nuværende ophavsretslov. Målet med interviewet er at opklare det politiske og organisatoriske spil der ligger til grund for udformningen af sådan en lov. Hvilke organisationer bliver hørt? Hvilken indflydelse har de? Hvem skal jeg henvende mig til, hvis jeg ønsker indflydelse?
Jeg har i dette afsnit redegjort for at ophavsret stadig er et emne til debat, og derfor må det ligge inden for mit projekts løsningsrum ligeledes at kunne diskutere nye strukturer for ophavsretten og dens administration.
Spørger man Peter Bastian, er dèt at begive sig ud i at beskrive hvad musik er, en tåbelig og blind færd at begive sig ud på. Han sammenligner jagten om svaret på hvad musikken er, med forskeres jagt på elektronen. (Bastian - Ind i Musikken s. 22)
Elektronen er et høfligt gemyt. Spørger man den om den er en bølge, svarer den ja. Spørger man den om den er en partikel, svarer den minsandten også ja. Vi kan formulere spørgsmålene til elektronen med forsøgsopstillinger, men disse tvinger elektronen til at svare på een ting af gangen. Elektronen kan svare på både spørgsmålene "Hvor hurtigt bevæger du dig?" og "Hvor længe har du stået stille?" - men ikke på samme tid. Elektronen kan kun svare på et spørgsmål af gangen. For at forstå elektronen, må forskere tillade sproget at blive diffust og abstrakt, og ligeledes forholder det sig med musik.
Vi kan studere musikkens form, men det siger kun noget om musikkens form, og ikke musikken. Vi kan studere den enkelte akkords harmoni, og endda vurdere dens skønhed, men det siger intet om hvorledes denne akkord opleves i en sammenhæng. Vi kan fortælle en masse om hvilke følelser musik vækker i os. Vi kan fortælle en masse om hvad vi hver især bruger musik til. Men ingen af disse svar kommer blot i nærheden af at besvare - hvad er musik?
Kan man ikke bare sige at musik er lyde? Jo - men musik er i ligeså
høj grad den stilhed der omgiver den. Derfor opstår der pudsige
kollisioner når begreber som ophavsret, og kunstneriske fænomener
som musik mødes.
Mike Batt er manden bag en lang række film-og tv
musik, og en række klassiske udgivelser, og på Batt´s
seneste projekt, vokal-gruppen The Planets, er et af
numrene 60 sekunders stilhed.
Og det er faldet repræsentanter for den eksperimentalistiske avantgarde-komponist
John Cage, for brystet.
John Cage, der døde i 1992, har nemlig komponeret nummeret "4'33",
der er; ja, gæt en gang, 4 minutter og 33 sekunders stilhed. Og
repræsentanterne for John Cage´s værker, mener nu at
Batt´s stilhed, lyder lige præcis som Cage´s stilhed,
og påberåber sig dermed i et brev stilet til Batt, ophavsretten
til "værket".
(http://www.independent.co.uk/story.jsp?story=307449 )
Det er i skrivende stund uvidst om denne sag endnu har ført til veritable sagsanlæg, men bare idéen om at nogen kan gøre krav på ophavsretten til stilhed, forekommer grotesk.
Kim Munk fortalte mig historien om en ung musik-studerende, der var taget til østen for at studere ukendte musik-typer. Målet var at finde musik jomfrueligt uberørt af andre musiktyper. Han endte blandt et folk, hvis musik lød "kinesisk", men ikke var det. Den musik-studerende optog og hjembragte den fremmede musik, og kom i sine analyser frem til at musikken var bygget op af tone-intervaller der svarede nøjagtigt til de sorte tangenter på et almindeligt klaver. Han var naturligvis intrigeret af dette, og forfulgte emnet. Hvis man studerer planeternes indbyrdes bevægelse, og transformerer disse bevægelser til lyd, vil disse have tilsvarende intervaller, svarende til de sorte tangenter på klaveret.
"Det er da lidt syret! Der er ingen ophavsret eller noget - der føler man bare!"
(Kim Munk: http://afgang.picment.com/interviews/?id=1 )
Internettet beskrives som et End-to-End (E2E) netværk. Definitionen af et sådant, er at intelligensen sidder i "enderne" af et givent netværk, og alt mellemliggende kun tager sig af transport og ruteplan. "Intelligente" ender - "dumme" kerner.
Dette har tilladt den størst mulige bredde af udviklings-muligheder.
Et eksempel på et "intelligent" netværk kunne være telefon-nettet hvor intelligensen sidder i kerne-punkter i netværket, og "enderne" af netværket (telefonerne) ikke besidder synderlig "intelligens. Dette har renderet telefon-nettet ubrugeligt til stort set alt andet end telefoni.
Telefoni er en lind strøm af data, eller en såkaldt "streaming" teknologi. Internettet er bygget op omkring Transfer Control Protocol/Internet Protocol (TCP/IP) teknologien, der nedbryder data i små pakker. Dette gør blandt andet at pakken selv ved hvor den skal hen, og tomme pakker afsendes ikke (eksempelvis en pause i telefon-samtalen).
| Speakers Corner | Madison Square Garden | Telephone System | CableTV | |
| Content | Free | Free | Free | Controlled |
| Code | Free | Free | Controlled | Controlled |
| Physical | Free | Controlled | Controlled | Controlled |
Idéen om offentlige domæner og hvorledes indhold og kommunikation reguleres i disse, er illustreret i ovenstående tabel. (Lessig, s. 25)
Det offentlige domæne er det sted hvor alle kan gøre brug af hvad de måtte finde, det sted ingen gør krav på ejerskab af, det sted alle har adgang til. Det offentlige domæne kan gradbøjes i de illustrerede lag, "Content", "Code", "Physical", og som et eksempel på et "ægte" offentligt, ureguleret, ukontrolleret domæne bruges Speakers Corner.
Havde Lawrence Lessig skulle lave samme oversigt for 15 år siden, ville han kunne have brugt Internettet som et eksempel på dette "ægte" offentlige domæne - men ikke idag. Internettet, der blev til WorldWideWeb på grund af åbenhed og en fri og ureguleret ramme om innovation, trues idag af en strammere og mere regulerende lovgivning.
Internetbrugere har en række forskellige muligheder for at dele filer med hinanden. Overordnet inddeles teknologierne i følgende:
FTP står for "File Transfer Protocol", og er en af de ældste standarder for data-overførsel mellem computere. FTP forudsætter tilstedeværelsen af både en FTP-server, og en FTP-klient.
Hvordan gør man?
Moderne browsere såsom Microsoft Internet Explorer har indbygget FTP-funktionalitet, men almindeligvis anvendes særlige programmer; såkaldte FTP-klienter.
FTP-servere har en fast adresse på internettet - en URL. Man skal kende denne URL, og oftest også have et brugernavn og en adgangskode for at kunne logge ind på serveren. Visse steder steder på Internettet vedligeholder lister over disse FTP-serveres adresser. Når man først er logget ind på serveren, browser man rundt i filerne som var det på ens egen computer. Man kan som regel bruge normal drag´n drop.
Fordele:
Ulemper:
(Screenshot af en FTP session )
HTTP står for Hyper Text Transfer Protocol, og er den mest almindeligt anvendte protokol til data-overførsel på Internettet. Når man besøger hjemmesider på Internettet, foregår dette oftest igennem HTTP-protokollen. I fildelings-øjemed kan dette bruges til at gøre sine filer tilgængelige for download, via en normal hjemmeside.
Hvordan gør man?
Da data-overførselen kan foregå via en helt almindelig browser, kræver denne teknologi ikke andet end at klikke på et link, og filoverførslen går igang.
Fordele:
Ulemper:
(Screenshot fra http://www.mp3.com )
P2P er blevet den populære forkortelse for programmer af peer-to-peer typen. P2P betyder groft oversat til dansk "bruger til bruger", og dækker over den særlige egenskab at dataoverførsel sker direkte imellem brugere, og filerne derfor ikke skal ligge på en central server. Dette gør i praksis enhver bruger/klient på et givent P2P-netværk til server. Der findes et væld af forskellige P2P-programmer, og jeg vil her gennemgå to af de væsentligste:
Hvordan gør man?
DC består af 2 dele, en klient og en server; en såkaldt "hub". Enhver internet-bruger kan downloade og installere server-versionen af DC. Al kommunikation og søgning foregår via serveren, men der ligger ingen data på serveren, andet end indeksrings-filer. Når jeg har downloadet og installeret klient-programmet, er noget af det første jeg skal tage stilling til, hvilke filer jeg ønsker at dele med andre brugere. Når jeg har givet programmet de oplysninger, skal jeg tage stilling til hvor mange filer jeg vil kunne downloade af gangen. Hvis jeg eks. vil kunne downloade 5 filer af gangen, bliver jeg også nødt til at acceptere at der kan downloades ialt 5 filer af gangen fra mig af andre brugere. Jeg er nu klar til at forbinde til en server. Modsat FTP og HTTP bliver mine filer ikke uploadet til serveren, men blot en tekst-liste over hvilke filer jeg deler. Der er typisk 500-700 brugere på en enkelt DC-server, og disse servere kan stille forskellige krav til mig - eks. at jeg skal dele et minimum antal GigaByte data. I eksemplets, og den studerende, hellige ånds tjeneste, tilsluttede jeg mig en server med 468 brugere, og øverst i DC kunne jeg se at jeg nu havde adgang til ialt 18,53 TeraByte data.
(DirectConnect-serverens netværks-statistik )
Jeg havde nu flere valgmuligheder for at finde den musik jeg gerne vil have. øverst i DC kan jeg ganske simpelt skrive navnet på en sang, eller et bestemt band jeg gerne vil søge efter, og jeg får nu en lang liste med søgeresultatet.
Jeg behøver nu blot at udpege de sange jeg gerne vil have, og derefter trykke på "Download". Finder jeg ud af en anden bruger der lader til at have samme musik-smag som mig, kan jeg højreklikke på vedkommendes navn, og jeg får så mulighed for at vælge "Browse User´s files". Jeg kan chatte direkte med de andre brugere på den pågældende server, og sende private beskeder til enkeltpersoner.
Fordele:
Ulemper:
(Screenshot af DirectConnect )
Hvordan gør man?
KaZaA er et af de mest populære P2P-programmer idag på grund af sit overskuelige interface, og ikke mindst, den store udbredelse. Med KaZaA forbinder man ikke til én server, men til hele netværket af andre KaZaA-brugere. De brugere der har den hurtigste internet-forbindelse, bliver dynamisk tildelt rollen som såkaldte "supernodes". Disse supernodes svarer til DirectConnect-serveren, der altså ikke skal tage sig af andet end at huse indekseringsfiler over hvilke data der er tilgængelig på netværket, og formidle kommunikationen brugerne imellem. Udvælgelsen af disse supernodes er automatiseret i programmet, men ønsker man ikke at blive én af disse særligt udvalgte, kan man i sine indstillinger vælge dette fra.
Installationen af KaZaA foregår med de samme principper som med DirectConnect, og når jeg herefter åbner programmet, kan jeg se at jeg nu er på netværk sammen med 2,2 mio. andre brugere der tilsammen deler 2,64 PetaByte musik, film, programmer osv.
(KazaA´s aktuelle netværks-statistik)
Dette må siges at være en meget overbevisende forklaring på programmets popularitet.
Jeg kan nu give en meget detaljeret beskrivelse af hvad jeg vil søge efter - titel, kunstner, udgivelsesår, album-titel etc. - og derefter trykke på "Search"-knappen. Min søgning bliver nu sendt til den supernode der er tættest på mig. Hvis den supernode jeg er blevet tildelt ikke kan finde resultater for mig søgning, sender supernodeŽn søgningen videre til en anden supernode osv.
Herefter kommer resultatet tilbage til mig. Hvis jeg har søgt efter en bestemt sang, og supernodeŽn har fundet flere resultater, kan KaZaA finde ud af klippe den pågældende sang i mindre stykker, og downloade de forskellige stykker fra flere steder af gangen.
(Screen shot af KaZaA)
"
And for those of us with major label contracts who want some of our music available for free downloading... well, the record companies own our masters, our outtakes, even our demos, and they won't allow it. Furthermore, they own our voices for the duration of the contract, so we can't even post a live track for downloading!
"
( http://www.janisian.com/article-internet_debacle.html )
Den amerikanske singer-song writer, Janis Ian, skabte fornylig en del furore med sin kontroversielle artikel "The Internet Debacle". Artiklen blev oprindeligt bragt i det amerikanske "Performing Songwriter Magazine" Maj-02, og stiller i al væsentlighed spørgsmål ved den amerikanske pladebranches påstande om at peer-to-peer tjenester "is destroying the music industry". Hun fik mange henvendelser vedrørende artiklen, og besluttede senere at publicere den på hendes hjemmeside.
Artiklen stiller blandt andet spørgsmål ved den anvendte retorik, og trækker paraleller til hvad underholdnings-industriens reaktioner tidligere har været omkring mødet med nye teknologier, såsom radio, TV, vinyl-plader, kasettebånd, MiniDiscs etc.
Jack Valenti, formand for MPAA,"The Motion Picture Association of America" afgav i 1982 en høringsforklaring (http://cryptome.org/hrcw-hear.htm) i forbindelse med en verserende sag om video-maskiner. MPAA ville have videomaskinen forbudt, og Valenti sagde dengang om videomaskinen:
"'I say to you that the VCR is to the American film producer and the American public as the Boston strangler is to the woman home alone".
Men som Martin Schou påpegede i mit interview med ham; "Idag står salget af de her medier, videobånd og DVDŽer, for over 50% af filmselskabernes indtægter! Så vidt jeg husker så slog The Boston Strangler kvinder ihjel; han gjorde dem ikke stinkende rige! Og nu gør de det samme med internettet!"
Janis Ian har udgivet 25+ plader siden 1965, været Grammy-nomineret 9 gange, og lever idag stadig som aktiv musiker. Janis vedligeholder sin egen hjemmeside med tour-datoer og nyheder, og skriver artikler, for som hun siger; "in the hysteria of the moment, everyone is forgetting the main way an artist becomes successful - exposure. Without exposure, no one comes to shows, no one buys CDs, no one enables you to earn a living doing what you love "
Janis Ians artikel er først og fremmest interessant, fordi det er et førstehånds-udsagn fra en musiker der har været i branchen i over 30 år, og nu tager bladet fra munden og kommenterer på at fildeling antageligt skulle skade hende som kunstner.
Janis Ian gør op med en række påstande, blandt andet de statistikker det amerikanske Recording Association of America (RIAA - www.riaa.org ) støtter sig op af, der associerer antallet af downloadede musikfiler direkte med et økonomisk tab. En downloadet stykke musik, er ifølge RIAA direkte parallelt med et tabt salg. Janis stiller spørgsmål ved dette, og udtaler " Who's to say that any of those people would have bought the CD's if the songs weren't available for free? I can't find a single study on this... most of the downloads are people who want to try an artist out, or who can't find the music in print."
Den danske pladebranche læser statistikker på samme måde som RIAA, og i kriminalmagasinet Station2 på TV2 i efteråret 2000, kunne man derfor høre advokat for den danske afdeling af IFPI
(International Federation of the Phonographic Industry), Niels M. Andersen udtale, at "[at når folk kopierer] så er det for at få noget bestemt musik, og det må vi ellers gå ud fra at folk ellers ville have købt på lovlig måde"
(http://station2.tv2.dk/video... id=100 )
Station2-Indslaget fortsætter med historien om den 17-årige Jimmy Egebjerg der ikke selv har kopieret musik, men er blevet afkrævet en erstatning på 115.000 kr. for at have lavet en hjemmeside med links til steder hvor brugere kunne finde musik at downloade. Niels M. Andersen fortsætter: "Der har været et meget stort antal brugere inde, som har downloadet musik via den side, og det har påført musikbranchen, retighedshavere, kunstnere og pladeselskaber et stort økonomisk tab". Den aktuelle sag mod Jimmy Egebjerg nåede aldrig at blive afgjort til fulde, da han som 19-årig døde ved at sniffe en stor mængde lightergas.
Der er, som Janis Ian påpeger, ingen undersøgelser der blot kommer i nærheden af at kunne bekræfte den påstand at antallet af downloadede musik-filer er direkte parallelle med tabt salg - og det synes heller ikke realistisk. Lad os kigge et øjeblik på tallene.
Skiller man gruppen af unge mænd mellem 17-19 år (303 respondenter) ud i min undersøgelse, svarer 62,7 % at de har over 500 musik-filer på deres computer. 76,2 % har downloadet musikfiler indenfor "den sidste uge" - og skulle man oversætte disse tal direkte til pladesalg, forventer pladebranchen dermed at Ÿ af alle 17-19 årige mænd, køber mindst en plade om ugen. Da en CD-plade gennemsnitligt koster 139 kr. skulle disse unge mænd/drenge altså have et musik-budget om måneden på 625 kr. Derudover forventes det vel også at disse unge mænd skal kunne købe koncert-billetter, T-shirts med deres idoler og andet merchandise.
I et senere indslag om samme emne på Station2 (http://station2.tv2.dk/video/visvideo.php?id=82 ) lægger den kvindelige journalist ud med at fortælle at "næsten hver 5. CD der bliver spillet i de danske hjem er en piratkopi... pladebranchen siger dette koster dem op imod 200 mio. kr. om året". Og igen toner Niels M. Andersen frem med postulatet "Hovedformålet med netparties, det er simpelthen ulovlig kopiering".
Hver 5. CD? Der er naturligvis grund til bekymring, skulle det faktiske tal være så højt, men senere i indslaget fremgår det at dette tal, "hver 5. CD" er en journalistisk fortolkning af at IFPI "anslår" at ulovlig piratkopiering er 20% af det samlede musik-marked.
Retorisk usikkerhed omkring hvad man rent faktisk er tilladt som forbruger, præger danskerens omgang med digitale musik-formater.
Det kommer oftest bag på en gennemsnitsforbruger, at vi i Danmark eksempelvis gerne må gå på biblioteket, og hvis vi evner det, lave kopier af hele deres samling. Men som Martin Schou påpeger, hænger denne usikkerhed/uvidenhed sammen med den i medierne anvendte retorik.
"Ja, men det er fordi vi hele tiden bliver stukket i skoene at vi er "pirater" når vi laver en kopi - vi laver piratkopier. Det er det her negative udtryk der er trukket ned over hovedet på os. Søndagsmagasinet på DR lavede en udsendelse om det her, og de viste en mand der viste hvordan han lavede sine kopier. Han gik ned på biblioteket og lånte de CDŽere han gerne ville have en udgave af, og så kopierede han dem - fuldt lovligt. Og så snakker de derefter med direktøren for APG, og han bliver ved med at kalde det "piratkopiering" - ikke privatkopiering. En lille forskel. Den ene er fuldt lovlig, og den anden har et meget negativt udtryk. Og derfor er vi blevet stukket i skoen, at det "gør man jo ikke"."
( http://afgang.picment.com/interviews/?id=5 )
Janis Ian påpeger i sin artikel, at de eneste der tager skade af den omfattende fildeling, er pladeselskaberne selv. Og hun forstår godt hvorfor de reagerer som de gør. Pladebranchen er ikke væsentligt anderledes end så mange andre store industrier, og reaktionsmønstret er derfor det samme, som når andre industrier konfronteres med nye teknologier der kan revolutionere den respektive branche:
a. Destroy it. And if they cannot,
b. Control it. And if they cannot,
c. Control the consumer who wishes to use it, and the legislators and laws that are supposed to protect that consumer.
(http://www.janisian.com/article-fallout.html )
Og det er lige netop hvad pladebranchen forsøger på i disse tider. Audio-CDŽere kan idag kopierings-beskyttes. Disse CD´ ere kan kun afspilles i almindelige CD-afspillere, og kan altså derfor ikke afspilles på en PC, og dermed ikke kopieres direkte. Den kopi-beskyttede CD kan endvidere heller ikke afspilles på DVD-afspillere.
Janis Ian mener at dette både er til gene for forbrugere og kunstnere. Almindelige DVD-afspillere, kan idag også afspille Audio-CDŽere, hvilket gør dem til et populært valg hos forbrugere der ingen grund ser til både at skulle have en DVD-afspiller og en CD-afspiller når nu en maskine kan gøre det, men kopierings-beskyttede CDŽere ville komme til at gøre dette valg umuligt.
Ifølge amerikansk lovgivning, såvel som dansk, må man gerne lave kopier af sine egne CDŽere, til eget brug - og dette synes rimeligt. Janis Ian påpeger at motivationen for forbrugere til at købe disse CD´ ere, bliver mindre og mindre, og det derfor ikke kan komme som en overraskelse at pladesalget vil falde. Produktet bliver dyrere, mindre fleksibelt, og man har ringe mulighed for at prøve produktet inden man beslutter sig for om man vil købe det eller ej.
Set i dette lys, kan det ikke overraske at flere vælger at downloade deres musik istedet for at gå ned i pladeforretningen, lede efter en CD, bede pænt om at måtte høre den, tage den med hjem for blot at finde ud af at den ikke kan afspilles i det udstyr man har til rådighed.
Janis Ian modsætter sig kraftigt at pladebranchen kæmper kampen på kunstnerens vegne. Hvis de virkeligt ville hjælpe kunstnere skulle de hellere gøre noget ved kontrakt-forholdene pladebranche og kunstnere imellem:
En normal pladekontrakt er på 7 albums, og der er ingen slutdato på. Når kunstneren kommer til pladeselskabet med nyt materiale til en plade, kan selskabet afvise denne. Men rettighederne til det nu u-udgivne materiale tilhører stadig selskabet. Faktisk er det sådan at amerikanske kunstnere oftest skal afgive rettighederne til deres musik helt og aldeles til selskabet, før dette vil indgå kontrakt.
Amerikanske kunstnere tjener stort set ingen penge på pladesalg - "Many of us began in the 50's and 60's; our records are still in release, and we're still being paid royalty rates of 2% (if anything) on them."
Når en plade bliver udsolgt, kan selskabet beslutte ikke at genoptrykke den - men rettighederne til pladen forbliver hos selskabet.
-
Prince, eller "The Artist formerly known as Prince", vakte allerede opsigt i 1996 med sine klare meninger om forholdet imellem pladeselskaber og kunstnere. Prince var bundet af en langvarig kontrakt med Warner Bros., og disse var raget uklar med hinanden om hvilken musik Prince skulle udgive. Prince udtrykte sine frustrationer over dette forhold ved at optræde med ordet "Slave" skrevet på kinden. Prince nåede efter en lang disputs ud af kontrakt-forholdet med Warner Bros. og har nu sit eget meget liberale selskab.
På hjemmesiden http://www.npgmusicclub.com/ (New Power Generation Music Club) kan medlemmer drage nytte af en række særlige tilbud. For $100 om året får man adgang til følgende:
I artiklen "Nation of Thieves?" fortæller og forklarer Prince om sit syn på musik-industriens reaktioner på Internettet.
"This is a world where "hostile takeovers" and government-approved "mergers" r feeding a never-ending cycle of fewer and fewer xecutives wielding more and more power on a multinational scale. Soon enough, the "World Company" and George Orwell´s 1984 will no longer b the stuff of satire or fiction - but prophetic descriptions of a very real "New World Order" gradually unfolding b4 r eyes."
I den veloplagte artikel, der iøvrigt ligger I tråd med Janis Ians artikel om selvsamme emne, fortolker Prince på fremmedgørelsen imellem kunst og industri. Den amerikanske pladebranche domineres af blot 5 store selskaber, der står for 85% procent verdensmarkedet hvad angår salg af musik. 80Žerne og 90Žerne var prægede af store fusioner, og har gjort en, engang idealistisk branche, til "big business". Og kunstnerisk integritet, innovation, individualitet, frihed, kunst og musik er allesammen blevet fremmede begreber i en koncern-verden hvor man meget bedre kan forstå begreber som produkt, omsætning, aktionærer og handel.
Når et film-magasin bringer film-anmeldelser tror vi, som forbrugere, på at de holdninger der gives udtryk for, er resultatet af journalistisk integritet, men det er ifølge Prince blevet en uigennemskuelig branche, hvor det selvsamme selskab som producerer filmen, også ejer bladhuset der bringer anmeldelsen .
Musik er blevet et rent kommercielt produkt, men musik-elskere verden over har nu fået en stemme at protestere med. "And nothing xemplifies the struggle between government, big business, and individual rights better than the highly controversial issue of "peer-2-peer" file sharing and its many digital variations."
Prince stiller også spørgsmål ved pladebranchens påstande om at P2P skulle skade salget af audio-CD´ere, og nævner til eksempel, at da Napsters popularitet var på sit højeste, toppede pladesalget, og da Napster blev lukket, faldt pladesalget igen. Selv økonomer og analyse-institutter der før mente at P2P "burde" skade salget, har nu skiftet mening, fordi det simpelthen ikke er påviseligt - kun det modsatte!
Men har disse P2P teknologier så ikke skabt nationer af forbrugere der ikke respekterer kunstneres rettigheder? "...the rise of digital technology and peer-2-peer file sharing has little 2 do with people´s intrinsic respect 4 art and artists, and everything 2 do with the cynical attitude of big industry conglomerates, which have consistently pushed 4 more and more commercial, highly profitable products at the xpense of authentic art and respect 4 artists."
Hvis folk ikke føler skyld over at kopiere og downloade alt det her musik, så er det netop fordi branchen har gjort musikken til produkter uden hensyntagen til deres kunstneriske værdi. Når forbrugere laver digitale kopier er det ikke for at demonstrere manglende respekt overfor kunstnere, men for at demonstrere overfor for en branche der ikke viser deres levebrød, kunstnerne, repekt.
Hvis denne industri endelig skulle genvinde det tabte marked, vil det være igennem endnu en generation af inkompatible medier og teknologier, som CD´ ere med kopierings-beskyttelse etc. - og dette vil kun blive til gene for forbrugere, såvel som kunstnerne.
-
Kim Munk er forsanger og komponist i det århusianske
The Broken Beats (TBB). TBB har netop forhandlet en plade-kontrakt
på plads med det tyske plade-selskab Hazelwood.
Jeg interviewede Kim Munk i denne forbindelse. 
(http://afgang.picment.com/interviews/?id=1
)
Hazelwood er et lille selskab, drevet af entusiaster, og med det formål at fremme den mere perifere musik.
Plade-kontrakter er oftest af typen "break-even", og fungerer således at kunstneren indgår en aftale med pladeselskabet hvori selskabet "låner" penge til kunstneren til indspilning, promotion, trykning etc. Kunstneren betaler så dette "lån" tilbage med pladesalget. Når kunstneren har solgt et givent antal plader, rammes "break-even", og kunstneren begynder at få del i overskudet af pladesalget. Mange unge orkestre strander ofte på denne bred, i og med at det kan være svært, hvis kontrakten indebærer et højt break-even, at nå dette mål.
Men ikke for TBB. Deres plade-selskab bruger ikke denne aftale-type, og har indvilget i at ville betale alle TBB´s udgifter til indspilning og trykning af CD.
"De betaler hele gildet, og der er ikke noget med at vi skal bruge nogen penge på et tidspunkt, og hvis vi skulle det tror jeg også vi ville bakke ud"
Kim Munk begrunder dette med, at det er et meget ungt og idealistisk selskab der godt selv tør satse.
Vi talte om Internettet og kunstneres muligheder for selv at stå for distribution, markedsføring og den slags. I en forbundet verden burde det jo kunne lade sig gøre at omgåes de almindelige distributions-led, men Kim Munk forklarede at han havde brugt formuer på at sende materiale ud til spillesteder - og alle steder var svaret det at ingen interesserede sig for et band uden en plade-kontrakt. "Hvis du ikke har udgivet en plade, kan du ikke komme ud og spille".
Og det er dét TBB gerne vil - ud at spille. "Jeg håber på at vi kommer på en Europa-turné! Det er det jeg håber på; at vi kommer ud at spille, og får nogle gode menneskelige oplevelser med det at spille musik."
Kim Munk har iøvrigt ingen problemer med at folk kopierer hans musik. Hvis folk kom og spurgte om de måtte få hans musik, ville han smigret sige ja. For han ved at der ikke findes nogen eller noget der kan tage hans egentligt værd fra ham - at lave god musik. De ville aldrig kunne genskabe det der er indeni ham.
På TBB´s hjemmeside http://www.thebrokenbeats.dk/ kan man downloade en del af musikken fra den kommende plade - med pladeselskabet Hazelwoods velsignelse.
Besøger man en hjemmeside med et band der er signet af de traditionelle selskaber, vil man ofte kun kunne finde 30 sekunders sekvenser af den pågældende musik.
( http://www.picment.com/digimusic/questionaire.asp )
Informationsmængden og meningerne i spørgsmål som dette er enorm og jeg skød derfor dette projekt igang, ved at udforme et spørgeskema for at danne mig et billede af problemets egentlige omfang. Jeg lagde dette spørgeskema ud på nettet, og det er i skrivende stund lykkedes mig at få 1496 besvarelser. Et af mine succeskriterier var at få mange besvarelser, og det synes opfyldt. Men et andet kriterie; at få et bredt demografisk snit af respondenter, er ikke helt lykkedes. Af de 1496 besvarelser er eksempelvis kun 99 fra kvindelige deltagere. Men som jeg vil påvise med undersøgelsens resultater, lader det til at jeg har ramt de kerne-brugere jeg egentligt interesserer mig for. Respondenterne kommer primært fra Arkitektskolen i århus, den danske nyheds-side http://www.newz.dk, det amerikanske musik-forum http://www.aphextwin.nu , det amerikanske design-forum http://www.yayhooray.com og Institut for Informationsvidenskabs hjemmeside http://imv.au.dk/ .
Langt den største del af respondenterne er refererede fra http://www.newz.dk/
Undersøgelsens demografi:
Nøgle-spørgsmål:
8. Hvor mange musik-filer har du på din computer?
( Alle respondenter der kender digitale musikfil-formater, og erkender at have digitale musikfiler på deres computere - 1409 besvarelser)
10. Deler du dine filer med andre?
( Alle respondenter der kender digitale musikfil-formater, og erkender at have digitale musikfiler på deres computere - 1409 besvarelser)
Ja - 53 %
Nej - 47 %
12.Fremhæv den største fordel ved "normale" musik CD´ere i forhold til "MP3"Žere:
( Alle respondenter der kender digitale musikfil-formater, og erkender at have digitale musikfiler på deres computere, og deler musikfiler med andre - 746 besvarelser)
13.Fremhæv den største fordel ved "MP3"Žere i forhold til almindelige CD´ere:
( Alle respondenter der kender digitale musikfil-formater, og erkender at have digitale musikfiler på deres computere, og deler musikfiler med andre - 746 besvarelser)
( Alle respondenter der kender digitale musikfil-formater, og erkender at have digitale musikfiler på deres computere, og deler musikfiler med andre - 746 besvarelser)
15. Ville du bidrage med "noget" for "MP3"-filer?
( Alle respondenter der kender digitale musikfil-formater, og erkender at have digitale musikfiler på deres computere, og deler musikfiler med andre - 746 besvarelser)
16.Hvis ja, hvad ville så være din primære betingelse?
( Alle respondenter der kender digitale musikfil-formater, og erkender at have digitale musikfiler på deres computere, og deler musikfiler med andre, og gerne vil bidrage med "noget" for "MP3"-filer - 524 besvarelser)
17. Har du opdaget noget musik
via "MP3" som du sidenhen har købt på CD?
( Alle respondenter der kender digitale musikfil-formater,
og erkender at have digitale musikfiler på deres computere, og deler
musikfiler med andre - 746 besvarelser)
18.Har du opdaget noget musik via "MP3" ved tilfældigheder?
( Alle respondenter der kender digitale musikfil-formater,
og erkender at have digitale musikfiler på deres computere, og deler
musikfiler med andre - 746 besvarelser)
19. Hvis ja; har nogle af disse tilfældige opdagelser ført
til at du har købt en "rigtig" CD med det opdagede musik?
( Alle respondenter der kender digitale musikfil-formater,
og erkender at have digitale musikfiler på deres computere, og deler
musikfiler med andre - 746 besvarelser)
Med forbehold for min undersøgelses begrænsede demografiske udsnit, synes det dog utvivlsomt at brugen og populariteten af digitale musik-formater er overvældende. Det er dog kun lidt over halvdelen af de Internetbrugere der downloader filer, der deler disse filer "videre" med andre Internetbrugere.
Disse resultater kommer ikke som den store overraskelse, og er blevet påvist i tidligere analyser.
-
Hvad der derimod kommer som en overraskelse for mig, er at 21 % (spm. 12) af disse Internetbrugere, ikke ser nogen fordele ved den fysiske CD i forhold til digitale musik-filer. Den fysiske CD byder dog trods alt på en del flere "features" end den digitale fil. Indlægshæfter med tekster, det udtryk og den kunst disse kan indeholde, den gode samvittighed overfor kunstneren ved at købe kunstnerens produkt, lydkvaliteten og mobiliteten - ingen af disse argumenter for at købe den fysiske CD, fremfor at downloade en musik-fil kunne altså overtale næsten Œ af Internetbrugerne i min undersøgelse.
Det er interessant, for denne gruppe tilbydes slet ikke et reelt alternativ. Gruppen holder tilsyneladende af musik, men kan ikke købe den i den form de gerne vil have den.
Jeg gravede yderligere ned i denne gruppe, og fandt ud af følgende fællestræk:
Der er grund til at overveje om nogle respondenter "stemmer" ud fra det de mener, end ud fra hvad de faktisk reelt gør. Et klassisk "Say. Do. Make" paradoks, hvor brugere siger ét, men gør noget andet. Det ville forklare hvorfor 37.6 % af dem der siger de ingen fordele ser ved den fysiske CD , alligevel har musikfiler de hellere ville have på CD.
26.4 % (spm. 12) af de adspurgte i kategorien, fremhæver omslag og indlægshæfter som en fordel ved CD´ en, mens kun 9.4 % anser dette, at man fysisk kan tage en CD med sig, som en fordel.
Ved spørgsmålet om den digitale musikfils fordele i forhold til den fysiske CD, er der 2 svar der skiller sig særligt ud. 33.6 % fremhæver den lette håndtering, og 38.9 % fremhæver at de lærer en masse musik at kende. Ved dette spørgsmål er det til gengæld kun 0.6 % af de adspurgte der ingen fordele ser ved digitale musikfiler i forhold til en CD.
Konklusionen må, ikke overrraskende, være at digitale musikfiler er populære, og at der blandt en vis procentdel af de adspurgte, er en decideret modstand imod den fysiske CD. Den fysiske CD tilbyder stadig mere "produkt", men har svært ved at konkurrere med den digitale musikfils nemme håndtering og tilgængelighed.
-
De adspurgte vil gerne bidrage med "noget" for digitale musikfiler, under 2 særligt fremhævede forudsætninger. 32.6 % fremhæver at kunstneren i så fald skal have pengene, og 31 % har ikke andre forudsætninger end at prisen skal være "rigtig". De adspurgte er ikke interesserede i at få andet med i købet, skulle de købe digitale musikfiler - kun 1 % fremhæver dette som en forudsætning.
Det er værd at hæfte sig ved den del af de adspurgte der har som forudsætning , at kunstneren får pengene. Der lader stadig til at være en vis loyalitet fan og kunstner imellem, og påstanden om at fildelere skulle være respektløse overfor kunstnere, lader ikke til at være underbygget.
-
Det lader til at være en af de største forcer ved fildeling, at brugere lærer en masse musik at kende. 78.3 % har opdaget noget musik via fildeling, der siden har ledt til at de pågældende har købt en CD.
93.5 % har opdaget og lært musik at kende ved tilfældigheder, og for 64.7 %´s vedkommende, har dette ført til at de adspurgte har købt en CD.
Trods lukningen af Napster, AudioGalaxy og andre populære fildelingstjenester, og en skærpet juridisk opmærksomhed på fildeling, lever denne i bedste velgående.
Fildeling medvirker i høj grad til distribution og udbredelse af, og kendskabet til, musik. Der er en høj sandsynlighed for at fildeling kan føre til et salg af en CD, og fildeleres "browsing" af hinandens biblioteker af musikfiler, medfører opdagelse af musik man ikke kendte i forvejen.
Der ligger et endnu udyrket marked for salg af digitale musik-filer på Internettet, da fildelere giver udtryk for at de gerne vil betale penge for disse.
En stor del af fildelere ser slet ingen fordele ved den fysiske CD, og man bør derfor stille spørgsmål ved om musik kun skal kunne erhverves på fysiske medier.
-
File sharing: To Preserve Music Market Value Look Beyond Easy Scapegoats - Maj 2002
(Der kan ikke linkes direkte til analysen, se note)
Analysen stiller 3 essentielle spørgsmål.
Fildeling har en polariserende effekt blandt Internetbrugere hvad angår køb af musik. Nogle er begyndt at købe mere musik, mens andre er begyndt at købe mindre efter de begyndte at bruge fildelings-programmer. Tendensen i undersøgelsen var dog klar. "...the boost outweighs the bust. Experienced filesharers were 75 percent more likely than the average online music fan to have increased their music spending levels".
Undersøgelsen konkluderer at musikbranchen skal bruge langt flere resourcer på online marketing og distribution, istedet for at forsøge at bekæmpe fildeling. Spørgsmålet om hvorfor salget af musik så falder verden over, forklares i analysen med følgende:
Resultaterne i undersøgelsen viser klart, at jo mere erfaren en fildeler er, dets flere penge bruger han på at købe musik.
"..it is safe to say that active usage of online music content is one of the best predictors of increased consumer purchasing. Thus, music sellers should devote their limited resources to online marketing and distribution - rather than eradicating the phantom threat of file sharing - if they truly wish to stance the blood flow and turn the music market round"
(http://www.forrester.com/ER.......ry/0,1338,14854,00.html ) (vælg "View Video")
Fildeling er ikke skyld i faldet af salget af CD´ ere. Analysen inddeler Internetbrugere i 5 segmenter, og den påviser at gruppen af erfarne fildelere (20%) står for 36% af pladesalget. Altså, jo mere Internetbrugeren downloader, dets mere musik køber han.
"So the idea that digital music is causing the slump in the music industry, is completely wrong."
Vil man finde svaret på hvad der så har forårsaget det faldende salg, skal man kigge på den generelle sløve verdensøkonomi og en øget konkurrence fra nye medier som DVD-film og PC-spil. Salget af DVD-film er steget med 80% i forhold til sidste år.
Analysen udpeger 3 vigtige forudsætninger for at pladebranchen kan vende fildeling til egen fordel. Hvis internetbrugere skal betale for downloads, skal de:
Hvis pladebranchen skifter syn på fildeling, kan det faldende salg, vendes til et revenue på 2 $mia.
Kontroversens 2 nøglefigurer er på den ene side ophavsretshaverne, og på den anden side, forbrugerne. Ophavsretshaverne har mistet kontrollen med deres "vare", og føler sig bestjålede, mens forbrugerne på den anden side er blevet kriminaliserede. Der er ingen reel debat imellem disse to nøgle-figurer, og tiltag som kopibeskyttelses-foranstaltninger, lovindgreb og sagsanlæg, er kun med til at forringe grobunden for denne mulige diskussion. Projektets faktiske mål, er at komme med konceptuelle praktiske løsningseksempler der tilgodeser begge parter, og derigennem animere en egentlig debat. Disse løsningseksempler vil være et resultat af programmets udredning af stridens kerne, og interviews med repræsentanter for begge parter. Løsningseksemplerne har endvidere det sigte at formidle de repræsentative parters behov og situation, hvor målet er at give parterne forståelse for hinandens synspunkter, og derigennem skabe et fælles mål.
Den første fase af mit projekt, vil være at udrede, reducere og abstrahere de kontroverserende gruppers synspunkter, krav og behov udi 3-5 praktiske løsningseksempler. Disse løsningseksempler kan spænde lige fra bud på eCommerce-tjenester, produktforslag, afspillere (software/hardware) til lovforslag og de deraf givne konsekvenser. Det kunne også være virksomhedsorienterede løsningseksempler - eksempelvis en strategi for et nyt pladeselskab, eller en strategi for hvorledes et selskab som Bang&Olufsen kunne møde disse udfordringer.
Disse løsningseksempler har 2 sigter:
Udfra disse karikaturer vil jeg indlede projektets fase 2 - en række kvalitative interviews med nøglepersoner. Disse interviews vil tage udgangspunkt i karikaturerne. Målet er at få feedback og reaktioner, der kan kvalificere de løsningsforslag jeg agter at udføre i projektets fase 3, det "produkt" der bliver min egentlige aflevering.
Da udgangspunktet for denne kontrovers er Internettet, finder jeg det naturligt, at ville lave web-baserede løsningsforslag. Kvalificerer min videre research ikke denne antagelse, vil det endelige produkt naturligvis kunne afvige.
Mine endelige forslag vil altså være produkt af 2 hoved-iterationer, med flere del-iterationer.
Jeg har i mit program redegjort for en række rapporter, analyser og synspunkter, der peger på at pladebranchens forretningsmodel bør revideres til at omfatte andet end at kunne sælge fysiske audio-CDŽere. Nogle af disse rapporter går endog så vidt som til at sige at der ligger et stort potentielt marked for fødderne af pladebranchen. Nogle af de mest tankevækkende tal fra min egen undersøgelse, er eks. at 69,3 % af respondenterne angiver et de "Ja - under visse omstændigheder" gerne vil "bidrage med noget" for digitale musikfiler. I denne gruppe svarer 19% iøvrigt "Jeg ser ingen fordele" til spørgsmålet "Fremhæv den største fordel ved "normale" musik CDŽere i forhold til "MP3"Žere". Dette er den hårde kerne af super-fildelere og er en anseeligt stor gruppe, der altså ingen grund ser til at skulle købe deres musik på konventionelle fysiske audio-CDŽere - og som formentligt heller ikke kommer til det.
Mine endelige forslag vil henvende sig til musik-og pladebranchen, og vil anvise hvorledes pladebranchen kan vinde denne voksende markedsgruppe tilbage, og endvidere udnytte Internettes potentiale for markedsføring, og billig distribution. Musik-og pladebranchens hidtidige forsøg på bekæmpelse af fildeling med sagsanlæg og teknologier, har vist sig effektivt frugtesløse, og jeg vil med mit projekt forsøge at overbevise denne branche om at Internettets mulighed for nem distribution, har stillet store spørgsmål til om den hidtidige forretningsmodel, og at disse spørgsmål bør søges besvaret med andet end modstand.
Hvorfor lave denne type opgave som kommunikations-designer? De juridiske og økonomiske aspekter i en kontrovers som denne er enormt komplekse, og man ville typisk forvente denne opavetype forsøgt løst af jurister, økonomer eller sær-interessenter. Til forskel fra disse faggrupper, er mit løsningsbydende vokabularium grafisk. Min opgavebesvarelse skal ses som et udsnit af en større arbejdsgruppes indsats for at prøve at løse dette problem. Designere ses typisk ikke i disse sammenhænge, og det er blandt andet dét jeg gerne vil diskutere med mit projekt. De værktøjer og metoder jeg besidder omkring brugerinddragelse, visualisering af problemstillinger, skitsering og så videre, må også kunne bruges i problemstillinger af denne størrelse. Jeg bilder mig naturligvis ikke ind at kunne producere den eviggyldige og forkromede løsning på dette problem, men min indsats skal måles i hvorvidt det har bidraget til kommunikationen omkring løsningen.
Min forudsætning for at blande mig i denne kontrovers, er at jeg tror på at jeg kan bidrage væsentligt til den side af kontroversen der vedrører den egentlige kommunikation parterne imellem. Den typiske forbruger har ingen, eller ringe, indsigt i hvorledes pladebranchen arbejder, og hvilke mekanismer der får denne branche til at fungere. Som Martin Schou udtaler i mit interview med ham, tror han ikke på at plade-selskaberne kan noget som helst. Jeg forsøgte ad mange veje at pege på nogle af de funktioner som pladeselskaberne varetager; blandt andet som "bank" for musikere, men Martin Schou ville hellere kalde denne funktion "lånehaj".
"
De kan ingenting?
Nej, for hvis du kigger på pladeselskaberne, så er det måske
de 6 største selskaber der står får 80% af alt pladesalg,
måske endda 90%. Den eneste grund til at de sidder der, er at de
ret hurtigt har fået et monopol på plads ved at bestikke sig
til lovgivning der sikrer deres plads.
"
(http://afgang.picment.com/interviews/?id=5 )
Da pladebranchens væsentligste bidrag til den offentlige debat indtil videre har været foretaget igennem jurister, med sagsanlæg og slige til følge, har denne et kommunikationsproblem med den almindelige forbruger der på denne måde ikke får indsigt i pladebranchens vilkår og forudsætninger. Det bidrager kun til en yderligere splittelse
En mere omfattende list er at finde i links-sektionen på min hjemmeside http://afgang.picment.com/links/ )
// Artikler
http://dir.salon.com/tech/feature/2000/06/14/love/index.html
Courtney Love - Courtney Love does the math.
- (Juni 2000)
http://www.janisian.com/article-internet_debacle.html
Janis Ian - The Internet Debacle - An alternate
view - (Maj 2002)
http://www.janisian.com/article-fallout.html
Janis Ian - Article follow up - (August
2002)
http://www.tekno.dk/subpage.php3?article=671&
Teknologirådet - Digital ophavsret - (Juni
2002)
http://cryptome.org/mpaa-v-net-mg-htm
Mike Goodwin - Hollywood versus the Internet
(December 2002)
(http://www.firstmonday.dk/issues/issue6_9/scott/
)
Brendan Scott - Copyright in a frictionless world
- (Sep. 2001)
http://www.npgmusicclub.com/npgmc/...nationofthieves.html
Prince - A nation of Thieves -
(August 2002)
// Analyser
Forrester Research - Downloads save the music Business
- (August 2002)
http://www.forrester.com/E....mary/0,1338,14854,FF.html
Jupiter Media Research - File sharing: To Preserve Music Market Value Look Beyond Easy Scapegoats
- (Maj 2002) (MUS02-U04)
Note: Jeg kan desværre hverken linke direkte til denne rapport, eller vedlægge den som bilag. Rapporten koster $795, og først efter en måneds brevskriverier med en svensk salgsrepræsentant, lykkedes det mig at overtale ham til at sende mig en forkortet studenter-udgave af den, med det forbehold at jeg absolut ikke delte den med nogen.
// Litteratur
Bastian, Peter (1987), Ind i Musikken, ISBN
87-00-22254-2
Lessig, Lawrence (2001), The Future of Ideas,
ISBN 0-375-50578-4
Biegel, Stuart (2001), Beyond our Control?,
ISBN 0-262-02504-3
Lewis, Michael (2000), The Future Just Happened,
ISBN 0-293-02037-1
// links
// Forbruger-organisationer
http://www.eff.org/ - Electronic Frontier
Foundation
http://www.digitalconsumer.org/
- Protecting fair-use rights
http://www.zeropaid.com/ - The
Filesharing Portal
http://eurorights.org/ - Your rights
online
http://creativecommons.org/ - CC
http://publicknowledge.org/ - The publics
voice in the digital age
http://systemexclusive.com/ - The News
in shades of grey
// Generelle nyheds-portaler
http://www.newz.dk/ - Nyheder for nørder
http://www.slashdot.org/ - News
for Nerds. Stuff that matters.
http://www.kuro5hin.org/ - Technology
and Culture
http://news.com.com/ - Tech News First
http://www.salon.com/
http://www.theregister.co.uk/
- Biting the hand that feeds IT
http://www.wired.com/
// Pladebranchen
http://www.riaa.org - Recording Association
of America
http://www.ifpi.org/ - Intl. Federation
of the Phonographic Industry
http://www.ifpi.dk/ - IFPI Danmark
// Branche-organisationer
http://www.koda.dk/ - Komponistrettigheder i Danmark
http://www.dmf.dk/ - Dansk Musiker Forbund
http://www.rosa.org/ - Dansk Rock Samråd
at du gerne mć gć pć dit bibliotek, lćne en plade - og, ifűlge gældende dansk lov, brænde en kopi af denne?
Du mć ogsć gerne spille denne brændte kopi til fester - bare det er din egen fest!
( fredag d. 31. maj 2002 )
Se mere her
DIGIMUS Undersøgelse (da)
DIGIMUS Survey (eng)
